Struensee og Brandts henrettelse
Nyhedstryk udgivet og forfattet af bogtrykker Johan Rudolph Thiele. Træsnittet er et illustreret enkeltbladstryk fra trykkefrihedstiden, der på vers beskriver Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandts henrettelse på Østerfælled (Fælledparken) i 1772.
Af Københavns 70.000 indbyggere overværede omkring 30.000 tilskuere dødsdommene blive eksekveret. Den sindsforvirrede kong Christian 7. havde underskrevet dødsdommene, men anede intet om henrettelserne.
Hent en stor version af Johan Rudolph Thieles nyhedstryk (pdf).
Afbildning og beskrivelse over de tvende ulykkelige Grever
E. Brandts og J. F. Struensees Henrettelse den 28de April 1772
som formedelst deres mange uhørlige og uforskammede grove Forbrydelser og Misgierninger blev tildømt at have forbrudt al deres Værdighed, deres Grevelige Vaaben (som her er afbildet,) at først erbrydes af Skarpretteren, deres høire Haand og Hoved at afhugges med Øre, og deres Legeme derefter at parteres, og legges hver paa 5 Steiler uden for Stadens Vester=Port, til Skræk og Advardsel for alle, som tør være Medvidere i Forgribelse imod Kongen og vove at legge Haand paa Majestætens hellige Person.
Naar var tilforen her vel hørt,
Et sligt Spectakel man har ført
Til Retterstedet tvende Grever,
Som mere nu hos os en lever.
De deres Straf i Verden leed
For deres Synd, saa grum o! bed
Min Læser du det kan betragte,
Og dig for slig Misgierning agte.
Grev Brandt, som var en Adelsmand,
(Sligt mindre ham undskylde kan).
Blev først henført til Retterstædet,
(Hans krop den Stieglen siden klædet.)
Han lod som han til Gud var vendt,
Gid han ham ikkun havde tiendt,
Han havde sligt ej da bedrevet,
Men lykkelig i Verden blevet.
Han sang og bad til Himmelen,
Den naadigst hørte ham igien;
Hans Siæl til Gud han overgiver,
Hans Krop til Skræk for Verden bliver.
Han som en Greve, træder frem,
(Endskiønt det nu har ingen Klem;)
Hans Præst for Siælen skyldigst sørger,
En nogen om hans Straf adspørger.
Skarpretteren hans Vaaben taer,
Som han i Grevestanden bar,
Han raaber: det omsonst ej brækkes
En hver for dette Syn forskrækkes!
Hans høyre Haand, man mistede.
Det vel for ham var største Vee,
Men naar kun Gud hans Siæl vil tage,
Saa har han Ende paa sin Klage.
Hans Hoved da afhugget blev,
Og Siælen som i Verden drev,
Saa meget Ond, at den udfarer –
Vogt os o Gud! for Satans Snarer.
Dernæst hans Legeme blev deelt,
Som før var stolt, og net og heelt,
I fire parter, og needtrisset; –
Vee dem! som Satan har ophisset!
Dernæst man førte Struensee
Frem paa Skafottet, som lod see,
Stor Anger – gid han ret fortryder
Sin Synd, Gud ham da Naade byder.
Han og frivillig gik dertil –
Skiønt Værge, ham en hielpe vil –
Han selv, som Brandt sig og afklæder,
Og hør sin Dom som en Misdæder.
Han høyre Haand da mistede,
Som Brandt, og siden hugede
Fra Kroppen Bøddelen hans Hoved,
For denne Hævn Gud være lovet!
Dernæst hans Legem deelt og blev,
Som jeg om Brandt tilforne Skrev;
Og derpaa sadte paa Ti Steiler!
O Verden, dig dog heri speiler!
Grevernes Eftermæle
Vee! Verden for Forargelse,
Spyt her af Brandt og Struensee,
Som vare Landsforrædere,
Og Kongen stedse hadede
Sligt Straf de billig lidede.
I dem sig Riget hævnede,
Og Kongen selv udøvede
Den Straf, som Loven krævede.
Gud fri os fra Forrædere,
Som denne Brandt og Struensee!
Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i Store Helliggeiststræde.
