Frederik 6. · Konge af Danmark 1808-39 og Norge 1808-14
Frederik 6. blev født i 1768 og døde i 1839. Han var søn af Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien.
Valgsprog: Gud og den retfærdige sag.
Frederik 6. blev officielt konge efter Christian 7.s død – men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel, med hvem han fik to døtre.
Frederik 6. havde en trist barndom. Efter at moderen, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, Johann Friedrich Struensee, i 1772 blev arresteret, stod den knapt 4-årige Frederik tilbage med en sindssyg far, der var ude af stand til at tage sig af ham. Forståeligt nok blev han et naturligt midtpunkt for en kreds af folk, der ønskede at styrte den regering, der kom til magten efter Struensees fald og moderens landsforvisning.
Frederik 6. blev, efter et kup i 1784, optaget i statsrådet. Magtovertagelsen gjorde ham til kronprinsregent for sin sindssyge far indtil 1808.
I 1788 underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville.
Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejer brødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer A.P. Bernstorff – men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden den unge kronprins Frederiks store velvilje.
For ikke at blive inddraget i den fransk-britiske storkonflikt, sluttede Danmark sig i år 1800 til et svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Briterne krævede at Danmark forlod forbundet og da den danske regering nægtede, angreb en engelsk flåde i 1801 den dansk-norske flåde ved København – en begivenhed der blev kendt som slaget på Reden.
En del af den engelske flåde, under ledelse af viceadmiral Nelson, blev sendt til angreb sydfra.
Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe, og da en betænkelig admiral Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte viceadmiralen kikkerten for det blinde øje og fortsatte.
I erkendelse af at kampen ikke kunne vindes, sendte Nelson en parlementar i land med et brev til kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter de britiske krav og indstillede skydningen.
Det var i slaget på Reden at den unge danske søhelt, Peter Willemoes, udmærkede sig.
I 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.
Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb på Danmark førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig – et forbund der i 1813 førte til statens bankerot og i 1814 til tabet af Norge.
Kong Christian 7. døde i 1808, og Frederik 6. var herefter konge ikke alene af gavn, men også af navn. Efter tronbestigelsen satte han i realiteten statsrådet ud af kraft, og i tiden frem til 1814 blev der næppe afholdt et eneste statsrådsmøde. Kongen regerede ved hjælp af et kabinet, men specielt var det generaladjudantstaben De røde Fjer, der under krigen holdt kongen fast i det unødvendige og skadelige forbund med Napoleon.
Da Napoleon i 1812 angreb Rusland, allierede russerne sig med bl.a. Storbritannien og Sverige. Svenskerne blev til gengæld lovet Norge som erstatning for Finland, som russerne erobrede i 1809. Rusland forsøgte, efter den franske hærs nederlag ved Moskva, at få Danmark med i alliancen, men da russerne stod fast på at Danmark skulle afgive Norge til Sverige, sagde den danske regering nej, og efterhånden stod Frederik 6. tilbage som Napoleons sidste forbundsfælle.
Året efter blev Napoleons hær afgørende slået ved Leipzig, og den 15. januar 1814 var Danmark tvunget til at underskrive en fredstraktat med Storbritannien og Sverige, hvorefter vi afstod Norge til Sverige. Frederik 6. kommenterede bittert fredsslutningen:
Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt.
Efter 444 år under den danske krone blev Norge fredens pris.
Det berømte citat Vi alene vide stammer fra Frederik 6. Slækkelsen af Trykkefrihedsforordningen af 1799 førte i 1830'erne til kontroverser mellem regeringen og borgere der mente enevældens tid snart burde være ovre. Frederik 6. ville skrivefrækheden, som han kaldte det, til livs og forelagde regeringen muligheden for at stramme cencuren. Rygter om indskrænkningen af trykkefriheden fik en gruppe borgere til den 21. februar 1835 at sende kongen en skrivelse med 572 underskrifter, hvor man udtrykte ængstelse for stramningen.
Kongens nedslående svar, det berømte aktstykke Vi alene vide, blev offentliggjort fem dage senere:
Det har været Os uventet at se, at flere af Vore kære og tro Undersaatter have kunnet ansøge om, at ingen Forandring i Trykkefriheds-Anordningen maa foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærksomhed stedse har været henvendt paa at bidrage alt, hvad der stod i Vor kongelige Magt, til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes kan heller ingen uden Vi alene være i Stand til at bedømme, hvad der er begges sande Gavn og Bedste, hvilket Vi ogsaa fremdeles med samme Iver og usvækkede Kærlighed til Vort Folk ville være betænkt paa at fremme.
Befalende Eder Gud.
Afvisningen bekræftede borgerskabet syn på et reaktionært enevældigt styre, bidrog til at styrke den liberale opposition og førte i marts 1835 til stiftelsen af Trykkefrihedsselskabet. Først med kapitel 8 § 91 i Grundloven af 5. juni 1849 blev trykkefriheden endeligt vedtaget ved lov.
Frederik 6. var den sidste danske konge der holdt en officiel maitresse. Frederikke Dannemand var Frederik 6.s elskerinde gennem 30 år, og meget betegnende for hans interesse for det militære, fik hun i 1839 rang som oberstinde. De fik fire børn sammen, og deres forhold var tilsyneladende accepteret af dronningen, der ved Frederik 6.s begravelse i 1840 skal have sagt til maitressen: Vi har begge mistet en god mand.
I tiden som kronprins vandt Frederik 6. stor popularitet ved ophævelsen af stavnsbåndet – en popularitet der blev slidt hårdt på i krigsårene fra 1807-14. En stor del af sin tidligere anerkendelse genvandt Frederik 6. imidlertid hurtigt på grund af sin nøjsomhed og pligtfølelse. Ikke desto mindre råbte og piftede en større menneskemængde af kisten, da den i januar 1840 blev kørt ud af København. Til gengæld blev kisten løftet af vognen da den nærmede sig Roskilde, og blev båret af bønder det sidste stykke vej til Roskilde Domkirke.
Da Frederik 6. ikke efterlod sig nogen sønner, var arveprins Frederiks søn Christian Frederik ifølge Kongeloven nærmeste arving til tronen som Christian 8.