Frederik 4. · Konge af Danmark · Norge 1699-1730
Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Valgsprog: Dominus mihi adiutor · Herren er min hjælper.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.
Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.
På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede Anna Sofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.
Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp, hvilket blev starten på Danmarks deltagelse i den Store Nordiske Krig.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.
Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg på at genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.
Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.
Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.
Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.
Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.
Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, blev pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer – bl.a. indførelsen af den gregorianske kalender og i 1701 afskaffelsen af vornedskabet, der forpligtede bønderne til ikke at forlade fødestedet uden godsejerens tilladelse. Til gengæld oprettede kongen en landmilits i 1701.
Han stod ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering. Det var formodentlig også kongens pietistiske fromhed, der i 1721 fik ham at udstede en forordning, der påbød bønderne årligt at skænke deres sognepræsten ost.
Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødt testamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.
Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.