Christian 3. · Konge af Danmark · Norge fra 1534-59
Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.
Valgsprog: Ske Herrens vilje.
I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Rantzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Rantzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.
Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.
Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede rigsråd. I hvert fald modsatte rigsrådet sig Frederik 1.s ønske om at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.
I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.
Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnu kun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.
I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Rantzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Rantzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.
I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Rantzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussisk flådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtog København den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.
Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.
Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskede at styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.
Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.
Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Uoverensstemmelser tvang i 1558 rigsråd Peder Oxe i eksil, men ellers foretrak kongen at samarbejde med rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.
Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser. Han efterfulgtes af sønnen Frederik 2.