Christian 2. ·  Konge af Danmark · Norge 1513-23 og Sverige 1520-23

Christian 2.s monogramChristian 2.Christian 2. · Maleri af Michel Sittow · 1515 · Statens Museum for KunstChristian 2. blev født i 1481 på Nyborg Slot og døde i 1559. Han var søn af kong Hans og blev valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487.
Valgsprog: Så var det beskikket.

I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-årige tronfølger, Christian, var klar til at føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og borgerstandens fremgang.

Som ung oplevede Christian faderens erobring af Stockholm i 1497 og fire år senere svenskernes opsigelse af unionsaftalen med Danmark. Oplevelser der var medvirkende til at grundlægge det mistænksomme sind og den hårde linie, der senere skulle kendetegne hans handlinger. Han havde viljen til at slå til bunds, når han slog. Som han selv sagde, er det de skrappeste lægemidler, der bedst kurerer sygdommen.

Inden Christian overtog tronen, opholdt han sig som vicekonge i Norge i 1502 og i perioden 1506-12. I Norge vandt han et par hurtige og lette sejre over oppositionen, hvor han bl.a. fængslede den svenskvenlige Bisp Carl af Hamar og indsatte sin ven Erik Valkendorf som Ærkebisp i den stol, hvor de største unionsmodstandere tidligere havde haft sæde. I Norge møder Christian to hollandske kvinder. Fra dansen med Dyveke ved rådhusfesten i Bergen, indtil han 17 år senere flygtede fra København med hendes moder, Sigbrit Willoms, fik dette møde stor betydning for hans liv.

Da Kong Hans døde, benyttede de danske stormænd forhandlingerne om overdragelsen af kongemagten til at begrænse kongehusets magt på alle tænkelige måder.

Christian 2. var nu konge i en af de korteste og mest begivenhedsrige perioder i kongehusets historie. 
Forløbet af de ti år Christian 2. var konge kan deles op i tre perioder, adskilt af to katastrofer: Torben Oxe's fald og blodbadet i Stockholm.

Christian blev hyldet som medregent i Hertugdømmerne og herefter fulgte kroningsfesterne i Vor Frue Kirke i København og i Oslo.

Dronning ElisabethDronning Elisabeth · Maleri af Poul Hagelstein · Statens Museum for Kunst

I 1515 giftede kong Christian 2. sig med Elisabeth af Habsburg – et bryllup der muligvis først og fremmest var tænkt som en finansiering af et kommende erobringstogt mod Sverige. Den trettenårige Elisabeth var yngre søster til den senere kejser Karl 5. og barnebarn til den daværende tysk-romerske kejser Maximilian. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og selv trusler fra kejser Maximilian og hans morbroder Frederik den Vise af Sachsen fik ikke Christian 2. til at: ændre det stødende og forargelige liv, vor broder og svoger, Kongen af Danmark, fører med sin elskerinde.

I 1517 døde Dyveke, og årsagen til hendes pludselige død blev aldrig opklaret. Christian 2. anklagede Lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe for, at have forvoldt Dyvekes død, og trods forbøn fra rigsrådet og hoffet, med dronning Elisabeth i spidsen, lod kongen Torben Oxe halshugge i Sct. Gertruds Kloster, omtrent hvor Kultorvet ligger i dag. 

Efter henrettelsen af Torben Oxe kommer Christian 2. i et skarpt modsætningsforhold til adelen og rigsrådet, og handler fra da af næsten udelukkende efter råd fra Dyvekes moder, Sigbrit Willoms.

I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne Åsunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne.

Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti.

Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.

Gennem et forbund med Nederlandene, forsøgte Christian 2. at flytte handelsvejene mellem Nederlandene og Rusland op til København, Malmø og Stockholm. Han gennemførte i 1521 en ny købstadlov og landlov til fordel for danske købmænd – i strid med håndfæstningen og til adelens store misfornøjelse.

Christian 2. og DyvekeChristian 2. & elskerinden Dyveke · Maleri af Vilhelm Jacob RosenstandDisse begivenheder fik utilfredsheden med Christian 2. til at bryde ud i lys lue både i Danmark og i udlandet. I 1521 erklærede Lübeck krig, og året efter efter løsrev Sverige sig under ledelse af Gustav Vasa. Christian 2. samler en hær til et nyt angreb på Sverige. Lejetroppernes indkvartering på Fyn vakte vrede blandt bønderne. De store skatteudskrivninger får utilfredsheden til at flamme op især blandt den jyske adel, der allierer sig med Christian 2.s farbror, den holstenske hertug Frederik af Gottorp og Sønderjylland.

I januar 1523 opsagde de jyske rigsråder Christian 2. huldskab og troskab. Kongen fik meddelsen om oprøret på vej til et stændermøde i Århus, men den ellers tidligere så beslutsomme Christian 2. taber i denne situation sin handlekraft. Det fortælles, at han den 10. februar tyve gange lader sig ro frem og tilbage over Lillebælt, for derefter at flygte mod øst uden noget forsøg på at samle tropper mod den oprørske jyske adel. I marts sender hertug Frederik en holstensk hær under ledelse af Johan Rantzau op gennem Jylland. Hæren slutter sig til de jyske oprørere ved Kolling, og den 26. marts lader hertug Frederik sig hylde som kong Frederik 1. på Viborg Landsting.

I København besluttede Christian 2. sig til at søge hjælp i udlandet, og den 13. april gik han sammen med dronningen og deres tre børn ombord på orlogsskibet Løven for at flygte til Nederlandene. Hjælpen udeblev, og dermed var vejen banet for, at Rantzaus hær støttet af Lübecks flåde kunne indtage København og Malmø, der fortsat var tro mod Christian 2. Den 6. juni bliver Gustav 1. Vasa udråbt til Sveriges konge og et par uger senere kapitulerer Stockholm. Hermed var Kalmarunionen et definitivt afsluttet kapitel. På et møde i Roskilde blev Frederik 1.s endelige håndfæstning med adelen vedtaget i august.

Trods modgangen forbliver dronning Elisabeth loyal overfor Christian 2. i deres nederlandske eksil. Den 7. november 1523 skriver hun til ham:

Jeg vil fast hellere blive hos Eders Naade og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eders Naade og have alt det, jeg vil have. Thi jeg kan ikke blive glad, for jeg frygter al Tid, at Eders Naade skal komme noget til.

Efter otte år i landflygtighed lykkedes det langt om længe Christian 2. at stable en hær på benene. I 1531 finansierer svogeren, kejser Karl 5., den detroniserede konges forsøg på at genvinde de tabte riger. Christian 2. udruster en flåde, går med sin hær i land i Norge, og den 5. januar 1532 hyldes han som Norges konge af det norske rigsråd. Frederik 1. sender en dansk-lübsk flåde afsted mod Norge, og Christian 2. trækker sig tilbage til Oslo. Endnu engang hindrede ubeslutsomhed ham i at udnytte situationen og i det afgørende øjeblik taber han modet. Han overtales til at opløse sin hær og under løfte om frit lejde – stik mod al sund fornuft – lader han sig lokke til forhandlinger med farbroderen Frederik 1. i København. Der blev aldrig nogen forhandlinger. Frederik 1. brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige Christian 2. til Kalundborg Slot, hvor han under noget friere forhold opholdt sig til sin død i 1559. Christian 2. sad således som fange i 27 år, uden at der nogensinde blev rejst anklage mod ham eller fældet nogen som helst dom.

Kong Christian 2. og dronning Elisabeth ligger begge begravet i Skt. Knuds Kirke i Odense.