Grevens Fejde · 1534-36

Grev Christoffer af OldenburgDansk borgerkrig der fandt sted i årene 1534-36 – opkaldt efter Grev Christoffer af Oldenborg.

I 1523 var Christian 2. sendt i landflygtighed og hans farbror, Frederik 1., havde overtaget tronen. Striden mellem Christian 2. og Frederik 1. kulminerede med at Christian 2. i 1531 blev taget til fange og indespærret på Sønderborg Slot.

Da Frederik 1. døde i 1533 var hans søn ikke umiddelbart villig til at overtage kronen på rigsrådets betingelser, så Danmark stod nu uden konge.
Grev Christoffer af Oldenborg så nu en mulighed for, at få den gamle konge, Christian 2., genindsat og samtidigt genskabe Lübecks dominerende position som handelsby i Norden.

Lübeck besatte, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Et katolsk domineret rigsråd, der bestemt ikke var interesseret i at få den gamle konge tilbage, måtte nu nødtvungent anmode Frederik 1.s søn, den reformationsvenlige hertug Christian, om at overtage den ledige trone. Rigsrådet indsatte den lutheranske Christian 3. som konge og beseglede dermed den katolske kirkes skæbne i danmark.

Borgerkrigen var nu en realitet og i september 1534 rejstes et omfattende bondeoprør i Nordjylland under ledelse af Skipper Clement.
Skipper Clements bondeoprør bredte sig efterhånden ned gennem Jylland. Bøndernes indestængte had til adelen fik undervejs en lang række jyske herregårde til at gå op i luer, og den 16. oktober 1534 led en jysk adelshær et knusende nederlag ved Svenstrup syd for Aalborg.

Adelens stilling var på dette tidspunkt meget kritisk, men endnu engang kom Frederik 1.s gamle feltherre Johan Rantzau til undsætning. Skipper Clement's bondehær blev splittet og jaget på flugt af Rantzaus hær, som på rekordtid trængte op gennem Jylland. Skipper Clements resterende styrker blev indesluttet i Aalborg, som faldt efter få dages belejring den 18. december 1534. Skipper Clements forsvarere, mellem 7-800 mand, blev hugget ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring. Skipper Clement blev kort tid senere taget til fange og henrettet.

Johan Rantzau vendte hæren mod Fyn og den 11. juni 1535 stødte han sammen med Grev Christoffers tropper ved Øksnebjerg nær Assens hvor det kom til et afgørende slag. Efter et par timers kamp var grevens hær slået og Rantzau Fyn erobret.

Allerede i januar 1535 var Grev Christoffers styrker i Skåne slået på flugt af den svenske kong Gustav 1. Vasas hjælpetropper, og i sommeren 1535 lykkedes det en dansk-svensk-preussisk flådestyrke, under ledelse af Peder Skram, at sætte Lübecks flåde afgørende ud af spillet ved et større søslag i Svendborgsund. En måned senere indtog Peder Skram Korsør. Peder Skram banede dermed vejen for at Rantzaus tropper kunne landsættes på Sjælland, og den 24. juli kunne Christian 3.s tropper belejre København fra landsiden, mens Peder Skram lukkede byen inde fra søsiden.

I februar 1536 havde Christian 3. sluttet fred med Lübeck, og i slutningen af juli kunne København endelig indtages – efter et års belejring. Den 33-årige Christian 3. kunne den 6. august holde sit indtog i den udsultede by og Danmark var igen forenet. Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.

Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Christian 3. fjernede hermed den største modstand mod reformationen, han ønskede at styrke kongemagten, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne blandt andet bruges til at betale gælden fra borgerkrigen.

Dermed var reformationen indført i Danmark.