Leonora Christina Ulfeldt

Leonora ChristinaLeonora Christina Ulfeldt · Maleri af Gerrit van Honthorst · 1647 · FrederiksborgmuseetLeonora Christina Ulfeldt blev født i 1621 og døde i 1698.

Prinsesse Leonora Christina var datter af Christian 4. og hans anden kone Kirsten Munk.

Leonora Christina blev forlovet allerede som 9-årig og giftede sig i 1636 med den senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt, med hvem hun fik 10 børn.

Leonora Christina Ulfeldt havde et anstrengt forhold forhold til sin halvbror Frederik 3. og ikke mindst dennes kone, dronning Sofie Amalie. Konflikten kom tydeligt til udtryk, da den prostituerede Dina Vinhofvers anklagede ægteparret for at planlægge et mord kongen. Anklagen viste sig at være det rene opspind, kun iværksat for at ramme Ulfeldt, og Dina Vinhofvers blev da også efterfølgende dømt og henrettet for at afgive falsk vidnesbyrd.
Tre år efter Christian 4. død i 1648 kulminerede konflikten da Frederik 3. ville begrænse ægteparrets magt. Da Corfitz Ulfeldt fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige.

I 1656 rejste Leonora Christina til Danmark i et forsøg på at forsone Corfitz Ulfeldt og Frederik 3., men hun blev standset i Korsør og udvist af landet. Herefter fulgte hun med da Corfitz Ulfeldt sluttede sig til svenskerne og deltog i Karl 10. Gustav's felttog mod Danmark. Hun forsvarede Ulfeldt da en svensk kommisionsdomstol i 1659 anklager ham for forræderi. I 1660 blev ægteparret arresteret af Frederik 3. og sendt til Bornholm, hvor de sad fængslet i 17 måneder på Hammershus Fæstning – brutalt ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk forsøg på flugt blev ægteparret løsladt i 1661, efter at have svoret kongen troskab og givet afkald på størstedelen af deres godser og formue. De fik anvist ophold på godset Ellensborg, som Leonora Christina havde arvet efter moderen, Kirsten Munk.

På grund af Corfitz Uldfeldts dårlige helbred fik de i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge, og nogen tid efter hørte Frederik 3. forlydender om at Corfitz Ulfeldt forsøgte at få kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone. Situationen forværredes da deres søn Christian myrdede kommandanten fra Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge. Højesteret dømte den 24. juli 1663 Corfitz Ulfeldt til døden in absentia for højforræderi. Leonora Christina opholdt sig på dette tidspunkt i London for at indrive gammel gæld hos Karl 2. Den danske regering forlangte hende nu udleveret som medskyldig i højforræderi, hvorefter hun blev arresteret og sendt til København.

Leonora Christina blev fængslet i Blåtårn på København Slot, hvor hun tilbragte næsten 22 år i fangenskab. Hun nægtede sig skyldig i kendskab til Corfitz Ulfeldts planer om forræderi og blev aldrig lovformeligt dømt.

Under fængselsopholdet i Blåtårn skrev Leonora Christina størstedelen af sit selvbiografiske værk Jammersminde, der skildrer hendes tid i fangenskab under jammerlige forhold:

Den Mængde, der var af Skarn, er utrolig. Den var sanket i mange Aar, thi det havde været et Misdæders Fængsel, og derinde havde de paa Gulvet gjort deres Behov (…) Lopperne sade saa tykke paa vores Strømper, saa Farven af Strømperne ikke kjendtes.

Leonora Christina Ulfeldt blev først løsladt efter enkedronning Sofie Amalies død i 1685, og tilbragte sine sidste år i Maribo Kloster.