Hans Christian Ørsted
Hans Christian Ørsted blev født i Rudkøbing på Langeland 1777 og døde 1851 i København.
Dansk fysiker og filosof. Apotekersøn, oprindeligt uddannet farmaceut og fra 1806-51 professor i fysik ved Københavns Universitet – en udnævnelse der vakte en del protester, da Ørsted ikke var uddannet naturvidenskabsmand. H.C. Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen og betragtes som en af den danske guldalders store personligheder.
I 1820 opdagede Ørsted elektromagnetismen. Ørsted iagtog at en kompasnål gav udslag under en strømførende ledning, og påviste dermed sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme – en banebrydende opdagelse der senere fik enorm betydning for udviklingen. Den 21. juli udsendte han en kort beretning om forsøgene. H.C. Ørsteds forsøg vakte øjeblikkeligt stor opsigt i videnskabsverdenen, og inden længe blev elektromagnetismen gjort til genstand for en omfattende forskning der førte til mange nye teorier og opdagelser – blandt andet af Michael Faraday, der opdagede induktionen og James Clerk Maxwell der i 1873 endegyldigt formulerede teorien om elektromagnetisme.
I 1824 udviklede Ørsted en metode til fremstilling af vandfrit aluminiumclorid, af hvilket han som den første fremstillede metallet aluminium.
Ørsted stiftede Selskabet til Naturlærens Udbredelse og tog initiativ til oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt i 1829.
Ørsted havde en filosofisk tilgang til videnskaben og tilstræbte at se sammenhæng, helhed og harmoni i naturen. Han mente naturvidenskabens største berettigelse lå erkendelsen af det han kaldte den alt giennemtrængende Fornuft i naturen, hvilket bragte mennesket nærmere den guddommelige fornuft. Her kom Ørsted i skarp opposition til N.S.F. Grundtvig, hvis opfattelse af kristendommen var baseret på synd og tilgivelse, og i øvrigt ikke tillagde naturvidenskaben nogen kristne værdier – tværtimod.
H.C. Ørsted er begravet på Assistens Kirkegård i København.