Elisabeth af Habsburg  ·  Dronning af Danmark · Norge og Sverige

Elisabeth af HabsburgElisabeth af Habsburg · Maleri af Jan GossaertElisabeth af Habsburg blev født i 1501 i byen Gent og døde i 1526. Hun var datter af ærkehertug Philip af Østrig, konge af Castillien, og Johanna den Vanvittige. Faderen døde da hun var fem og moderen var, som navnet antyder, sindsyg, så Elisabeth voksede op hos fasteren Margrethe, der var statholder i Nederlandene.

I juni 1514 blev den 12-årige Elisabeth af Habsburg viet til Christian 2. i Bruxelles. Brudgommen var ikke selv til stede, så vielsen fandt sted via hans stedfortræder, adelsmand og medlem af rigsrådet Mogens Gøye. Det var på forhånd besluttet, at ægteskabet først skulle fuldbyrdes efter godt og vel et år, så først i august 1515 ankom en temmelig søsyg Elisabeth med skib til Hvidøre Kongsgård, lidt nord for København. Valget af Hvidøre var lidt bemærkelsesværdigt, da stedet fungerede som sommerresidens for kongens elskerinde gennem de seneste otte år, Dyveke, og hendes mor Sigbrit Willoms.

Den 12. august 1515 blev den nu 14-årige Elisabeth af Habsburg gift med den 34-årige kong Christian 2. Brylluppet var muligvis først og fremmest var tænkt som praktisk foranstaltning – en finansiering af et kommende erobringstogt mod Sverige. Elizabeth var yngre søster til den senere kejser Karl 5. og barnebarn til den daværende tysk-romerske kejser Maximilian, og en aftalt medgift på 250.000 gylden har formodentlig heller ikke været uden betydning, selvom udbetalingen af pengene lod vente på sig.

Kong Christian 2.Kong Christian 2.Christian 2. har helt sikkert været under kraftig påvirkning af alle tre kvinder i hans liv. Gennem hans dronning møder Christian 2. den hollandske renæssancekultur. Gennem elskerinden og hendes mor møder han det borgerlige samfund og alle tre kvinder lever op og ned ad hinanden på Københavns Slot. 

Trods ægteskabet med Elisabeth forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og selv trusler fra kejser Maximilian og kongens morbror Frederik den Vise af Sachsen fik ikke Christian 2. til at: ændre det stødende og forargelige liv, vor broder og svoger, Kongen af Danmark, fører med sin elskerinde. Elisabeths familie sender en delegation til København for at protestere over, at den fornemme Elisabeth skal dele kongen med en simpel borgerdatter. Men i Elisabeths breve er der hverken antydning af jalousi eller frustration over denne firkant.

I 1517 dør Dyveke. Dødsfaldet er omgæret af mystik. Man mente hun var blevet forgiftet, hvilket ikke var helt ualmindeligt i bedre kredse på den tid. Mordet kan måske være bestilt af Elisabeths familie, men det er adelsmanden Torben Oxe som anklages og dødsdømmes. Rigsrådet og overraskende nok også dronning Elisabeth går i forbøn for Torben Oxe, men forgæves. Henrettelsen af Torben Oxe skærper Christian 2.s modsætningsforholdet til adel og rigsråd, og Dyvekes død ændrer tilsyneladende hans karakter – Christian bliver mere uligevægtig. Til gengæld er det som om Elisabeth og kongens forhold bliver stærkere, i hvert fald når man læser deres breve.

I begyndelsen af 1520'erne vokser modstanden mod kongen og ikke mindst mod Sigbrit Willoms. Christian 2. må bede sin dronning om at tage vare på den ældre mor Sigbrit:

Kære Frue! (…) Thi beder vi Eder kærlingen, at I tager hende (Sigbrit) til Eder og underviser hende hemmeligt, at hun holder munden på sig og lader hende blive på slottet hos Eder, så længe vi kommer hjem. Ellers kan ske, at de farer værre med hende, end de før gjort har.

I januar 1523 opsagde de jyske rigsråder Christian 2. huldskab og troskab, og et oprør mod kongen begyndte at brede sig fra Jylland. I København besluttede Christian 2. beslutter sig for at søge hjælp i udlandet, og den 13. april gik han sammen med Elisabeth og deres tre børn ombord på orlogsskibet Løven for at flygte til Nederlandene. Trods modgangen forbliver dronning Elisabeth loyal overfor Christian 2. i deres eksil. Den 7. november 1523 skriver hun til ham:

Jeg vil fast hellere blive hos Eders Naade og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eders Naade og have alt det, jeg vil have. Thi jeg kan ikke blive glad, for jeg frygter al Tid, at Eders Naade skal komme noget til.

I slutningen af 1524 flytter den kongelige familie til Lier i Belgien. Det var en vanskelig tid med bekymringer og pengemangel. Elisabeth blev syg og under en rejse til klosteret Zwijnaarde udenfor Gent, døde hun den 19. januar 1526, kun 24 år gammel.

Elisabeth blev oprindeligt begravet i Sankt Peterskirken i Gent, men i oktober 1883 gravsat ved siden af sin konge i Sankt Knuds Kirke i Odense. Så også i døden kom Elisabeths valgsprog til at gælde: Hvor min konge er, der er mit rige.