Skipper Clement

Skipper Clement henrettesSkipper Clement (Clement Andersen) blev født omkring 1484 i Aaby sogn i Vendsyssel og døde 1536 i Viborg. Dansk bondesøn og søofficer der blev kendt som leder af bondeoprøret i 1534.

Skipper Clement var søofficer under Christian 2. og fungerede i perioden 1525-34 som fribytter der ernærede sig ved kapervirksomhed i Christian 2.s navn, men hans berømmelse knytter sig først og fremmest til den blodige borgerkrig, Grevens Fejde, som fandt sted i perioden 1533 til 1536.

I 1523 var Christian 2. sendt i landflygtighed og hans farbror, Frederik 1., havde overtaget tronen. Striden mellem Christian 2. og Frederik 1. kulminerede med at Christian 2. i 1531 blev taget til fange og indespærret på Sønderborg Slot.

Da Frederik 1. døde i 1533 var hans søn ikke umiddelbart villig til at overtage kronen på Rigsrådets betingelser, så Danmark stod nu uden konge.
Grev Christoffer af Oldenborg, som lagde navn til den opståede borgerkrig, så nu en mulighed for, at få den gamle kong Christian 2. genindsat.

Lübeck besatte, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Rigsrådet, der bestemt ikke interesseret i at få den gamle konge tilbage, måtte nu anmode Frederik 1.s søn, Christian 3., om at overtage den ledige trone, og Christian 3. blev indsat som konge i Jylland.

Borgerkrigen var nu en realitet og i september 1534 rejstes et omfattende bondeoprør i Nordjylland under ledelse af Skipper Clement.
Skipper Clements bondeoprør bredte sig efterhånden langt ned i Midt- og Vestjylland lige til Varde. Bøndernes indestængte had til adelen fik undervejs en lang række jyske herregårde til at gå op i luer, og den 16. oktober 1534 led en jyske adelshær et knusende nederlag ved Svenstrup syd for Aalborg.

Adelens stilling var på dette tidspunkt meget kritisk, men endnu engang kom Frederik 1.s gamle feltherre Johan Rantzau til undsætning. Skipper Clement's bondehær blev splittet og jaget på flugt af Rantzaus hær, som på rekordtid trængte op gennem Jylland. Skipper Clements resterende styrker blev indesluttet i Aalborg, som faldt efter få dages belejring den 18. december 1534. Skipper Clements forsvarere, mellem 7-800 mand, blev hugget ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring.

Skipper Clement selv undslap blodbadet i Aalborg. Han blev nogle dage senere forrådt af en bonde og taget til fange. Den 9. september 1536 blev Skipper Clement henrettet på Viborg Landsting. Han blev halshugget, liget blev parteret og lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone. Skipper Clements bondeoprør blev det sidste i Danmark.