Torstenssonkrigen · 1643-45
Baggrunden for Torstenssonkrigen var Christian 4.s nederlag, da han, trods modstand fra det danske rigsråd, blandede sig i den store tyske religionskrig mellem protestanter og katolikker. Kongens deltagelse i Trediveårskrigen 1625-29 havde bragt Danmark på randen af økonomisk ruin, bl.a. som følge af den tyske feltherre Wallensteins efterfølgende plyndringstogt til Jylland. Overraskende nok lykkedes det danskerne at indgå en favorabel fredsaftale, uden afståelse af landområder.
Svenskernes mål var denne gang en erobring af Skåne, Halland og Blekinge for at styrke Sveriges forbindelse til kontinentet. Siden Sverige trådte ud af Kalmarunionen i 1523, havde landet været klemt inde af Danmark i syd og Norge mod nord. Øresund var dansk farvand og Sveriges eneste adgang til Nordsøen var via Älvsborg ved Götaelvens munding.
I december 1643 rykkede den svenske general Torstenssons tropper, i et overraskende angreb, ind i Holsten og fortsatte op gennem Jylland, der nu for anden gang indenfor tyve år blev besat. I februar 1644 rykkede svenske tropper under ledelse af feltmarskal Gustav Horn ind i Skåne, hvor de erobrede bl.a. Helsingborg og Landskrona, mens Malmø holdt stand. Desuden sendte Nederlandene, der var stærkt utilfredse med den stigende Øresundstold, en hjælpeflåde til svenskerne, men hollænderne blev fordrevet ved Slaget i Listerdyb.
Danmark fik hjælp af en kejserlig hær, der rykkede op i Jylland, men den blev hurtigt fordrevet af de svenske tropper. Til gengæld lykkedes det i august 1644 at drive de svenske tropper ud af Skåne.
Det danske forsvar var i fare for at bryde sammen, og der var risiko for at Sjælland, Fyn og de øvrige øer også ville falde. En større svensk flådestyrke var sejlet fra Stockholm for at landsætte tropper på Sjælland, så for at afværge angrebet sejlede en dansk flådestyrke svenskerne i møde. Den 1. juli 1644 ledede den 67-årige Christian 4. en dansk flådestyrke i Slaget på Kolberger Heide mellem Femern og Kielerfjord. Det var under dette søslag at kongen mistede sit ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib Trefoldigheden. Slaget varede i ti timer og endte med en kneben dansk sejr.
Tre måneder senere, den 13. oktober 1644 led danskerne det endelige nederlag i et søslag mod en allieret svensk-nederlandsk flåde i farvandet mellem Lolland og Femern. Den danske flåde blev stort set tilintetgjort og svenskerne havde dermed opnået det fulde herredømme i Østersøen – så Torstenssonkrigen tabte Danmark.
Fra international side var man dog ikke interesseret svensk dominans i regionen, så der blev presset på for en fredsaftale mellem Sverige og Danmark. Ved Brömsebrofreden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå afstå Gotland og Øsel, Jämtland og Härjedalen i Norge samt Halland for 30-årig periode. Danmark blev desuden tvungent til at nedsætte Øresundstolden og den norske told. Hermed ophørte den mangeårige danske dominans og førerstilling i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter rigsrådet.
