Store Nordiske Krig · 1700-21
Den Store Nordiske Krig fandt sted mellem Sverige og en række nordeuropæiske lande. Danmark var deltager i krigen i to omgange – første gang i år 1700 og anden gang i perioden 1709-20.
Siden 1500-tallet var Sverige vokset til stormagt i området omkring Østersøen på de omkringliggende landes bekostning. I alliance med Rusland og Polen-Sachsen erobrede den unge Frederik 4. i år 1700 den gottorpske hertug besiddelser i Slesvig, men med engelsk-hollandsk flådestøtte, lykkedes det overraskende den 18-årige svenske kong Karl 12. at landsætte en hær ved Humlebæk og invadere Sjælland.
Frederik 4. måtte hastigt trække tropperne tilbage fra de gottorpske provinser og slutte fred under ydmygende betingelser. Ved fredsslutningen i Travendal den 18. august 1700 blev svenskerne til gengæld tvunget væk fra Sjælland, så i første omgang endte krigen med status quo for Danmarks vedkommende.
Krigen fortsatte imidlertid med svensk sejr over russerne ved Narva i samme år. I 1706 blev Polen besejret og Sachsen tvunget ud af krigen, men mellemtiden var en genrejst russisk hær rykket ind i svenskernes baltiske besiddelser. En svensk hær, under ledelse af Karl 12. og general Rehnskiöld, indledte et russisk felttog, der i 1709 endte med et knusende nederlag til svenskerne i et stort slag ved Poltova i Ukraine. Efter nederlaget lykkedes det Karl 12. at flygte til de tyrkiske besiddelser på Balkan.
Den næste revanchekrig var bedre planlagt, og da Karl 12. forsvandt ind i Rusland blev fristelsen for stor. Danmark erklærede Sverige krig under mottoet Nu eller aldrig i endnu et forsøg på at genvinde de skånske provinser. I november 1709 gik danskerne i land ved Helsingborg. I starten gik det godt. Skåne og Blekinge blev hurtigt erobret, men inden længe lykkedes det Magnus Stenbock fra Småland at sætte en reorganiseret svensk hær ind i Skåne. Den danske hær led et alt afgørende nederlag til Stenbock ved Helsingborg, så udfaldet af mottoet blev: aldrig – og i marts 1710 var de sidste danske soldater evakueret fra Skåne. Oven i dette blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.
For danskernes vedkommende flyttede krigen nu til de svenske besiddelser i Nordtyskland, og i 1712 blev den danske hær endnu engang slået af Magnus Stenbock ved Gadebusch. Først fra 1713 begyndte krigslykken at vende og den 5. maj måtte Stenbock kapitulere til Frederik 4., efter at have søgt tilflugt med det svenske ekspeditionskorps i den gottorpske fæstning Tönning. Stenbock døde tre år senere i dansk krigsfangenskab på Kastellet i København. Militært kunne Sverige ikke længere modstå presset fra de allierede der efterhånden i fællesskab erobrede samtlige svenske besiddelser i Tyskland.
Da Karl 12. i 1715 vendte tilbage fra sit ufrivillige tyrkiske eksil, flyttede krigsskuepladsen til Norge. I 1716 angreb Karl 12. Norge med en hær. Den unge Tordenskiold tvang dog Karl 12. til at opgive belejringen af fæstningen Frederikssten sydøst for Oslo, da det lykkedes ham at ødelægge den svenske forsyningsflåde ved Dynekilen. Under endnu en svensk belejring af fæstningen i december 1718 faldt Karl 12. pludselig død om – ramt af i tindingen en kugle fra et gevær. Om kuglen kom fra fæstningen eller de svenske løbegrave, blev aldrig opklaret, men kuglen standsede de svenske angreb – allerede ti dage senere var de svenske styrker trukket ud af Norge.
Med Karl 12.s død var Store Nordiske Krig i realiteten forbi. De tidligere allierede sluttede fred hver for sig, med den russiske zar som den store territoriale vinder. Danmarks gevinst bestod i indlemmelsen af den gottorpske hertugs del af Slesvig. Ellers blev alt som før krigens begyndelse, bortset fra at Sveriges status som stormagt nu var reduceret til dansk niveau. Af samme grund blev fredsslutningen på Frederiksborg i 1720, indledningen på den længste fredelige periode, Danmark endnu har kendt.
