Slaget på Reden · 1801
Slaget på Reden var et søslag der fandt sted den 2. april 1801. Slaget blev udkæmpet mellem en britisk flåde og en del af danske orlogsflåde der lå for anker ud for Københavns Red. Den britiske flåde blev ledet af admiral Sir Hyde Parker og selve angrebet blev anført af viceadmiral Horatio Nelson.
Baggrunden for det britiske angreb var, at Danmark-Norge formelt forholdt sig neutral under Napoleonskrigene, men reelt forsynede dansk-norske handelsskibe Napoleons hær på kontinentet med våben og militær udrustning. Handelsskibene blev ofte udsat for kapringer af de krigsførende nationer, og som en konsekvens heraf indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige, Rusland og Preussen, så forbundets handelsskibe fik mulighed for at sejle i konvoj under beskyttende eskorte af dansk-norske orlogsfartøjer.
I marts sendte Storbritanien en stor flådestyrke, bestående af 23 linjeskibe og et større antal mindre fartøjer, afsted fra Yarmouth. Målet var med magt at tvinge de såkaldt neutrale lande til at opgive forbundet.
Da forhandlinger ikke umiddelbart førte til noget, gav admiral Parker den 2. april ordre til angreb. Danskerne havde forberedt sig på angrebet ved at placere en tæt forsvarslinje af blokskibe og flådebatterier langs Københavns Red. Fartøjerne var ankret op, uden rigning og dermed uden evne til at manøvrere. Fartøjerne skulle forsvare København og den egentlige orlogsflåde der lå ved Holmens værft. I alt 630 kanoner blev gjort klar med omkring 5.200 mand til at betjene dem. Under ledelse af viceadmiral Nelson angreb 12 linjeskibe med 1.200 kanoner og 9.000 mand. Skibene var under sejl og kunne selv vælge skudvinkler, hvor imod den opankrede dansk-norske flåde måtte tage imod hvad der kom.
Efter fire timers intens kamp, hvor begge parter affyrede bredsiden efter bredside, var slaget stadig ikke endeligt afgjort. De britiske skibe lå kun 200 meter fra forsvarslinjen, men selvom mange af de danske skibe havde hejst hvidt flag frygtede briterne stadig Trekroner batteriet, hvis artilleri uophørligt beskød Nelsons orlogsfartøjer. Undervejs frygtede admiral Parker tabe slaget og signalerede besked til Nelson om at trække sig tilbage. Det fortælles at Nelson imidlertid var så fast besluttet på at sejre, at han satte kikkerten for sit blinde øje med ordene: I really do not see this signal. Viceadmiralen sendte i stedet kurerer afsted til kronprins Frederik (6.), der overværede slaget fra voldene på Citadellet, med en truende besked om at han ikke kunne garantere for det tilbageværende mandskab på de danske skibe, hvis de fortsatte kampen trods overgivelse. Kronprins Frederik (6.) anså kampen for formålsløs og accepterede en øjeblikkelig våbenhvile – uden i øvrigt at have konsulteret hverken Olfert Fischer eller Steen Bille der ledede den dansk-norske flåde.
Da forsvaret bestod af et ganske stort antal frivillige, var det vanskeligt at fastslå de nøjagtige dansk-norske tabstal. Olfert Fischers officielle rapport anslår mellem 1.600 og 1.800 dræbte eller sårede under slaget. Parker og Nelson angav de britiske tabstal til 264 dræbte og 689 sårede. En af de danske søofficerer der udmærkede sig under slaget, var den unge Peter Willemoes, der havde ledelsen af Flådebatteri nr. 1.
I de efterfølgende forhandlinger måtte Danmark trække sig ud af neutralitetsforbundet. Kravet blev dog lettere at acceptere for danskerne, da Zaren af Rusland i mellemtiden døde.
