Karl Gustav-krigene · 1657-60
Karl Gustav-krigene er to krige som fandt sted mellem Danmark og Sverige i 1657-58 og 1658-60. Krigene fik navn efter den svenske konge Karl 10. Gustav.
Første Karl Gustav-krig · 1657-58
Svenskerne var optaget af at føre krig i Polen, og Frederik 3. ville benytte muligheden for at genvinde tabene fra Torstenssonkrigen 12 år tidligere. I december 1657 fik kongen rigsrådets tilslutning til at opruste, og den 1. juni 1657 erklærede han Sverige og Karl 10. Gustav krig.
Danske styrker angreb Bremen, men inden længe blev hertugdømmet generobret af svenskerne. Karl 10. Gustav, der befandt sig i den nordlige Polen med den svenske hovedstyrke, brød nu op og marcherede mod Danmark. I september var den overlegne svenske hær nået frem til fæstningen Frederiksodde – fra 1664 kaldet Fredericia. Mens en del af de svenske tropper belejrede fæstningen, erobrede den øvrige svenske hær resten af Jylland i løbet af de de næste par måneder.
Svenskerne stormede Frederiksodde den 24. oktober, erobrer fæstningen og flere tusind soldater overgiver sig eller bliver dræbt. Blandt de fangne er den danske hærfører, rigsmarsk Anders Bille, der kort tid efter dør af sine sår.
Herefter går krigen i stå, da den danske flåde forhindrer en svensk overgang til Fyn. Den kolde vinter 1657-58 ændrede imidlertid situationen dramatisk. Bælterne frøs til is, og den 30. januar kunne de svenske styrker marchere over det fastfrosne Lillebælt til Fyn. Et slag ved Tybrind Vig endte med et komplet nederlag for danskerne og via Tåsinge, Langeland, Lolland, og Falster nåede den svenske hær snart til Sjælland.
Den danske regering var lamslået og hastede til Vordingborg for at påbegynde fredsforhandlinger med en svensk delegation, der også havde Corfitz Ulfeldt som medlem. Imens fortsatte Karl 10. Gustav mod København, og allerede den 15. februar stod de svenske styrker kun 20 km fra hovedstaden.
Den endelige fredsslutning blev ratificeret i Roskilde den 26. februar 1658, og de svenske fredsbetingelser var knusende. Joachim Gersdorff, der var leder af den danske delagation, skal ved underskrivelsen have sagt: Utinam nescirem litteras – Gid jeg ikke kunne skrive. Danmark endte med at afstå Skåne, Halland og Blekinge, mens Norge mistede Trondheim og Bohuslen. Desuden skulle Danmark spærre Øresund for svenskfjentlige flåder, overdrage svenskerne 2.000 ryttere samt tilbagelevere Corfitz Ulfeldt sine konfiskerede godser.
Anden Karl Gustav-krig · 1658-60
Roskildefreden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Karl 10. Gustav var ikke helt tilfreds med sejren og besluttede at gøre det helt af med lillebror, som han kaldte Danmark. Den 7. august 1658 anløb en svensk flåde Korsør og landsatte omkring 6.000 soldater. Fire dage senere slog svenskerne lejr ved Brønshøj og begyndte belejringen af København. I september kapitulerede Kronborg – den eneste fæstning på Sjælland der stadig var på danske hænder. Københavns forsvar blev ledet af Hans Schack, der formåede at mobiliserede københavnerne selvom både vand og fødevareforsyning var mere eller mindre afskåret – og det lykkedes København at holde stand.
Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade København og bringe sig i sikkerhed, svarede kongen med de berømte ord Jeg vil dø i min rede. Under den svenskernes belejring deltog Frederik 3. aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store indenrigspolitiske følger.
Nederlandene var ikke interesserede i total svensk dominans i Norden, så de skiftede side. Det lykkedes en nederlandsk flåde at trænge gennem den svenske spærring af Øresund, og det øgede optimismen og modstandsviljen at der kom friske forsyninger og nye tropper til byen fra søsiden.
Det var også godt nyt at en polsk-brandenburgske hær befriede Jylland for svenske styrker sidst på året. Jyderne var muligvis mindre begejstrede da det gik op for dem, at deres befriere ofte hærgede og plyndrede værre end besættelsesstyrkerne.
Bornholm befriede sig selv ved at tage den svenske kommandant på Hammershus til fange og slå ham ihjel. Den lille svenske garnision på øen overgav sig hurtigt, og udsendinge fra øen kunne rejse til København og overdrage Bornholm til Frederik 3.
I Skåne og på Sjælland gjorde snaphaner livet usikkert for svenske soldater. Især gjorde skildringen af Svend Poulsen Gønge de sydsjællandske snaphaner berømte.
I Norge blev de svenske styrker i Trondhjem slået tilbage.
Til gengæld blev en sammensværgelse mod svenskerne i Malmø røbet, og hovedmændene henrettet.
Den 10-11. februar 1659 stormede svenskerne København, men angrebet endte i et blodigt nederlag hvor svenskerne måtte trække sig tilbage med svære tab. København red svenskernes storm på København af – ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene.
I februar 1660 døde Karl 10. Gustav efter kort tids sygdom, hvorefter den svenske regering meddelte, at man ønskede en afslutning på krigen. Den 26. maj 1660 blev der sluttet fred i København.
Indenrigspolitisk fik krigen store konsekvenser. Rigsrådets magt svandt ind, og et nyoprettet krigsråd bestående af kongen og officerer overtog de militære og politiske beslutninger. Da krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik 3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevældens indførelse i Danmark.
