Håndfæstning
Oprindeligt er en håndfæstning en aftale indgået ved håndslag, men i denne sammenhæng er der tale om den skriftlige aftale om embedsførelsen kongen måtte indgå ved tronbestigelsen – en aftale der skal ses som adelens forsøg på at begrænse kongens magt. Fra 1448 blev håndfæstningen indgået med rigsrådet.
På et møde med rigets stormænd i 1282 indgik Erik 5. Klipping, som den første danske konge, en håndfæstning. Denne håndfæstning fastlagde magtforholdet mellem konge og stormænd og fungerede som en slags grundlov, der bl.a. forpligtede kongen til hvet år at indkalde stormændene til danehof, overholde kong Valdemars love og sikrede at ingen kunne fængsles uden at være lovligt dømt. Senere håndfæstninger omfattede også kongens forpligtelser til opretholdelse af adelen og kirkens privilegier.
Frederiks 3. blev den sidste i rækken af konger der ved kroningen indgik en håndfæstning med rigsrådet. Han måtte acceptere den hidtil strengeste håndfæstning, som øgede rigsrådets og dermed adelens magt betydeligt – en håndfæstning kongen i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.
Med indførelsen af enevælden i 1660 måtte rigsrådet returnere Frederik 3.s håndfæstning. Håndfæstningen blev i 1665 afløst af Kongeloven der udgjorde enevældens retslige grundlag, fastslog arvefølgen til tronen og formaliserede kongens enevældige magt.
