Den Nordiske Syvårskrig · 1563-70
Baggrunden for krigen var voksende spændinger mellem Sverige og Danmark. Begge landes territoriale interesser i Baltikum førte til mistro og personligt fjendskab mellem de to unge konger, Erik 14. og Frederik 2.
Forhandlinger i København i februar og august 1562 endte resultatløse – Sverige ønskede at åbne søvejen gennem Østersøen og Øresund, og Danmark havde et ønske om at genskabe Kalmarunionen. Frederik 2. lagde ikke skjul på sin irritation over, at Erik 14. havde ladet Danmark og Norges våben indføre i det svenske rigsvåben – i øvrigt som svar på Frederik 2.s optagelse af de svenske tre kroner i sit våben nogle år tidligere. Da svenskerne under forhandlingerne forbeholdt sig en påstået ret til Skåne og Halland, bemærkede en tydeligt irriteret Frederik 2., at han så ville bringe sine krav på hele Sverige på banen.
Krigen begyndte dog ikke straks, da begge parter havde brug for tid til oprustning. Ved at hverve fremmede tropper til den forestående krig gjorde Frederik 2. sig uafhængig af rigsrådet, hvor han havde flertallet imod sig. Det nationale værn bestående af adelsrytteri og bønder regnede han alligevel ikke med, så krigen blev ført med især tyske og skotske lejesoldater - på dansk side næsten 25.000 landsknægte.
Allerede den 30. maj 1563 kom det til en træfning mellem danske og svenske flådestyrker ved Bornholm, men en højtidelig dansk krigserklæring blev først afgivet til Sverige den 31.juli.
Flåden havde, under ledelse af en aldrende Peder Skram, overtaget på Østersøen, men først under Herluf Trolle lykkedes det flåden at sejre over svenskerne i et slag ved Øland.
Frederik 2. ledede personligt en hær op gennem Halland til svenske fæstning Älvsborg, der kapitulerede efter kun seks timers kamp den 4. september 1563. Med Älvsborgs kapitulation var Sveriges eneste adgang til Kattegat afskåret, og Danmark beherskende dermed landforbindelsen mellem de danske og norske landsdele. Derefter var det Frederik 2.s plan at rykke frem mod Stockholm, men på grund af et dårligt organiseret proviantering måtte hæren i stedet gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed måtte kongens planer skrinlægges, da en lejehær var alt for dyr med udsigten til en langvarig krig. En lejet hær i denne størrelsesorden kostede kongen halvanden gange så meget pr. måned, som statens indtægter beløb sig til på en helt år.
I begyndelsen af 1564 overtog svenskerne initiativet. Svenske tropper trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren lykkedes det Frederik 2. at rejse et lån, til finansiering af den danske hærs planer om et stort anlagt angreb på Sverige, med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.
Året efter overtog Daniel Rantzau ledelsen af hæren – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes langt om længe at få en dansk sejr ved Axtorna – men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.
For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets økonomi, hvorefter det i realiteten blev adelsmænd som han selv, Johan Friis og Niels Kaas, der styrede landet.
Peder Oxe fik adelen overtalt til at bære en større del af de økonomiske byrder og omlagde Øresundstolden så toldindtægterne tredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med militære ledere som Daniel Rantzau og Frants Brockenhuus, og desuden var Sverige i krigens sidste år svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.